tlf. 8213 2000
forbrug@skivevand.dk

Efter elleve år som direktør for Skive Vand fratrådte Mogens J. Nielsen efter ønske pr. 1. august for at gå på pension. Hans afløser er Ivan Drejer, der kommer fra en ledende stilling hos Energi Viborg Vand. 

Det er næsten tre uger siden, at 45-årige Ivan Drejer trådte ind ad døren på Norgesvej 5 som ny direktør for Skive Vand. På det tidspunkt var ikke alle medarbejderne kommet retur fra sommerferie, men efterhånden har han til sin glæde fået hilst på de fleste. Det er klart, at det har betydning på en post, hvor overblik er afgørende.

Ivan Drejer skal løfte det overordnede ansvar for økonomi og ledelse og sikre en positiv dialog og et effektivt samarbejde på tværs af alle interessenter. Herunder skal han bl.a. medvirke til miljøoptimerende tiltag, ligesom han skal indgå i relevante netværk på vegne af Skive Vand. Både regionale og landsdækkende.

Beslutningen om at vælge Ivan Drejer til stillingen var ifølge formand for bestyrelsen i Skive Vand, Betina Bugge, nem at træffe. Hun udtaler:

- Med sin behagelige fremtoning, sin uddannelsesmæssige baggrund som maskinmester og mange års ledelseserfaring blev Ivan hurtigt vores favorit. Otte år som driftsleder for drikkevand i Viborg og herefter seks år som driftschef for spildevand i samme selskab vidner om en stabil og afholdt mand. Som bestyrelse ser vi i hvert fald forventningsfuldt på fremtiden.

Privat bor Ivan i Løgstrup med sin hustru og deres to døtre. Han henviser til, at posten som direktør for Skive Vand er en drømmestilling. Derfor betyder de ca. tyve minutters transport frem og tilbage mellem hjemmet og den nye arbejdsplads ingenting.

Nu ser den nye direktør bare frem til at lære hele organisationen og folk omkring ham endnu bedre at kende og få indarbejdet den slags rutiner i det daglige, der sætter ham fri til strategitænkning. Vand- og spildevandsbranchen står nemlig overfor en række udfordringer, som han glæder sig til at guide Skive Vand igennem.

Det bliver under særligt disse tre stikord: målrettet, ihærdig og ambitiøs. Efter Ivan Drejers eget udsagn er de kendetegnende for ham, og det får Skive Vand god nytte af i fremtiden.