tlf. 8213 2000
forbrug@skivevand.dk


I november 2022 sagde vi således velkommen til Kurt Goul Andersen, som er fagansvarlig projektleder i en nyoprettet stilling.

Der bliver flere og flere opgaver for en virksomhed som Skive Vand, og derfor falder Kurts ekspertise og mangeårig erfaring på et tørt sted.
Man kan sige, at Kurt hjælper Niels Bjerregaard med at udfylde skoene efter den tidligere leder for planlægning og projektering, Carsten Nygaard, som gik på pension sidste år.

Der er en stor styrke i at være to om det stigende antal opgaver i og med, at der kommer mere struktur på planlægningen på den ene side, og på den anden side vil Kurt stå for, at det planlagte bliver gennemført.

Han vil med stor myndighed og meget erfaring tage hånd om projekterne med al den koordinering, der hører til – både internt med sine kolleger og med de mange eksterne samarbejdspartnere.
Og erfaring har Kurt masser af!

Han kommer fra en stilling som kontor- og projektleder ved en rådgivende ingeniørvirksomhed i Holstebro, hvor han var i 18 år. Og før det arbejdede han i en tilsvarende ingeniørvirksomhed i Skive, hvor han samarbejdede med Skive Vand og Skive Kommune, så han kender i forvejen til systemerne og de folk, der arbejder her.

Det, der i første omgang tiltrak Kurt her hos os, var muligheden for at arbejde for én enkelt virksomhed, hvormed han bliver en del af både nye projekter, driften og det at kunne planlægge ud i fremtiden, for som han siger: ”Nu er jeg kommet om på den anden side af projektet. Her har jeg fået rollen som bygherre”.

Kurt er lokal og bor i Jebjerg, hvor han er meget interesseret – og engageret - i landsbyudvikling. Sidste år afsluttede han, sammen med en gruppe af andre borgere fra Jebjerg, et succesfuldt, femårigt projekt med Skive Kommune, der handlede om områdefornyelse. Helt aktuelt hjælper han med at skifte fra gas til anden varmeforsyning i lokalområdet.

Der skal herfra lyde et varmt velkommen til dig, Kurt!