tlf. 8213 2000
forbrug@skivevand.dk

Zoli bærer solen i sig!

Zoltan Kozma er Zolis fulde navn, og det er lige så eksotisk, som det lyder. Vores driftstekniker er nemlig født og opvokset i det ungarske mindretal i Rumænien, og vi vil nødigt undvære ham på holdet.

Foruden faglig dygtighed har Zoli en sjælden positiv udstråling og indstilling, der altid gør ham værd at sende ud på opgaver.

Zoli, der oprindeligt er uddannet automekaniker, kom til Danmark i 2007, 23 år gammel. Det var eventyr og ikke mindst udsigten til job, der tiltrak ham. Han fik hurtigt begge dele indfriet og blev hængende.

I dag er han familiefar, lystfisker og ivrig udøver af floorball i Spøttrup, hvor han er bosat. Med andre ord er han yderst velintegreret. Men han savner selvfølgelig sin ungarske familie og bl.a. sin mors udgave af Ungarsk Gullash-suppe, der smager af lidt mere end færdigretten fra Mou. Heldigvis er de jævnligt i forbindelse via fx Skype. Hertil håber Zoli, at der snart bliver fuldstændig styr på Corona-situationen, så de igen trygt kan rejse på besøg hos hinanden.

Det håber vi også på deres vegne – og i det hele taget.